Som forælder oplever man det tæt på egen krop, når ens barn har nogle vanskeligheder i hverdagen.
Vi har derfor talt med nogle forældre, om de vanskeligheder og sejre, forældrene har oplevet i forbindelse med, at deres barn har fået diagnosen ordblindhed.
Ved interviewet spurgte vi ind til, hvornår forældrene havde opdaget at deres barn havde svært ved at stave og læse. Her havde det været tilfældet for begge forældrepar, at deres barn havde haft vanskeligheder allerede fra starten af første klasse, men at det ikke havde været muligt at lave en test, før barnet gik i 3.- 4. klasse. Indtil da havde forældrene arbejdet med deres barn derhjemme, men efter at barnet er begyndt at modtage specialundervisning på skolen, har forældrene valgt at fokusere på barnets normale lektier.
For forældrene var det hårdt at få at vide, at deres barn var ordblindt, da de ikke ønsker at der er noget galt med deres barn. Samtidig var det dog også en lettelse for dem, da de nu vidste, hvad de havde kæmpet imod, og at deres barn nu kunne få den rette hjælp og undervisning.
Med diagnosen er der kommet mere ro over børnene, da de nu har en forklaring på deres vanskeligheder med at stave og læse, og selvom børnene rent fagligt ikke har udviklet sig endnu, så oplever forældrene et større gåpåmod hos deres børn. En forælder udtaler endda at:
»…efter hun er blevet konstateret ordblind og har fået at vide at der er hjælpemidler, så kan hun selv og vil ikke bruge det der. Så hun er blevet lidt stædig samtidig, hvor det før var noget træls noget«
Forklaringen på hvorfor barnet oplever vanskeligheder med at læse og stave, og at der er muligheder for hjælpemidler, har således givet barnet mere tiltro til sig selv, og har genskabt lysten til at lære at stave og læse.
Rejsen fra at få resultaterne fra ordblindetesten og til at modtage den nødvendige hjælp, har desværre ikke været nemt for det ene forældrepar. På deres barns skole var der ikke et program for ordblinde børn, og de fik derfor at vide, at testen blot var en indikation på, at man måske havde lidt vanskeligheder med nogle ting. Da forældrene ikke var tilfreds med denne udmelding, valgte de at tage kampen op mod skoleledelsen, og med hjælp fra nogle lærere, lykkedes det dem at få den nødvendige undervisning til deres datter. De råder derfor andre til at stå fast på den hjælp man har ret til, og at
»…der er nogle steder, der kan det godt kræve lidt arbejde og indsats for at få det.«
»Så hvis man får et nej i starten, så bliv ved.«
Deres datter modtager nu specialundervisning en time om ugen, hvor hun bliver taget ud af den almindelige undervisning og en time efter skole. Derudover modtager hun en times ekstra specialundervisning hver dag med en erhvervspraktikant, der ligeledes foregår i den almindelige skoletid.
Det andet forældrepar har haft det lidt nemmere ift. at modtage hjælp til deres datter. Forældrene fortalte, at folkeskolen ikke helt er indrettet til ordblinde, men at den skole, deres datter går på, gør meget for at hjælpe hende og de andre ordblinde børn. Deres datter modtager specialundervisning fem timer om ugen og én time VAKS hver dag.
I forbindelse med snakken om hjælp til børnene, spurgte vi forældrene ind til, om der var en anden form for hjælp de ønskede, og her svarede en forælder, at det ville være dejligt, hvis skolen ville gør brug af IT-baserede hjælpemidler. Forældrene havde selv lært deres barn at bruge AppWriter, der er et læse- og skrivestøttende værktøj til tablets og smartphones, og så en fremtid i IT-baserede hjælpemidler, da disse vil kunne anvendes til eksamener. IT-hjælpemidlerne skal selvfølgelig kunne fungere komplimenterende til specialundervisningen, da børnene stadig har gavn af den læring de får gennem specialundervisningen.
Det har været hårdt for forældrene at opleve, hvordan deres børn har følt, at deres vanskelighed har været pinligt at vise for omverden. Børnene har bemærket, hvordan deres klassekammerater er blevet bedre og bedre til at læse og stave, hvor de selv stadig døjer med nogle af grundprincipperne. Bevidstheden om deres egen svaghed i forhold til deres kammerater, havde denne betydningen for en af børnene:
»I starten når hun skrev på skolen, der sad hun med papiret under bordet og skrev, for der var ikke andre der skulle se det«
For barnet hjalp det at få fortalt sine klassekammerater, at hun har svært ved at stave, og bogen er efterfølgende kommet op på bordet, og børnene hjælper nu hinanden i klassen. Barnet hjælper eksempelvis nogle af sine klassekammerater med matematik og modtager selv hjælp til at stave. Forældrene peger på, at det er vigtigt med åbenhed i skolen, således at børnene ikke er bange for at blive holdt udenfor.
Ligeledes har forældrene fået gavn af at snakke med deres barn om, at kammeraterne måske også har nogle andre vanskeligheder, og at disse vanskeligheder ikke gør, at man er mindre værd som menneske.
I forhold til forældrenes tanker om deres børns fremtid, så har diagnosen ikke ændret på noget. Alle dørene står åbne for deres børn, så det er op til barnet selv at vælge sin fremtid, og hvis deres barn drømmer om at blive dyrlæge, så skal det også nok ske. De vil støtte deres barn i vedkommendes valg. Forældrene pointerede, at der findes mange ordblinde, som trods deres vanskeligheder alligevel er blevet store indenfor deres genre. For eksempel Walt Disney, H. C. Andersen og Albert Einstein.
Til sidst spurgte vi, om forældrene havde nogle gode råd til andre forældre, hvis barn lige har fået diagnosen. Her lød rådene, at man skal tage én dag ad gangen og se det positive i det. Der findes mange hjælpemidler og med diagnosen bliver der åbnet adskillige døre. Det vil ligeledes være en fordel, hvis man som forældre er nysgerrige og melder sig til de arrangementer der er, samt finde ud af hvad ordblindhed er, og hvilke muligheder der er for ens barn. Derudover blev det foreslået, at man melder sig ind i Ordblindeforeningen, da der er hjælp at hente eksempelvis til skolesystemet.
Har du nogle gode råd, så må du meget gerne skrive dem som kommentar til vores opslag inde på Facebook-siden Ordheltene.