”Jeg kan ikke flyve, men det gør jeg bare”

Som det seneste og sidste skud på interview-stammen har vi snakket med kokken Søren Gericke om sin ordblindhed. Søren har været med til at skabe den gastronomi, som Danmark er kendt for i dag – og han har arbejdet som køkkenchef på bl.a. Søllerød Kro, Restaurant Copenhauge i Paris samt The Plaza Hotel i København. Men mange kender ham måske mest fra tv-programmet DR Derude, hvor han har gang i kødgryderne sammen med Søren Ryge.

Søren Gericke har mange ord, der venter på at komme ud. Og der er så mange, at de ofte snubler over hinanden af ren ivrighed. Nogen gange kan det være svært at følge med, så man skal have tungen lige i munden, når man snakker med Søren. Men det stemmer samtidig meget godt overens med Sørens ordblindhed, som har fulgt ham siden han var en dreng på 7-8 år for over 60 år siden. Her har bogstaverne og ordene også haft en tendens til at falde over hinanden – men på trods af det, elsker Søren stadigvæk smukke ord og bøgernes magi.  

 

At drømme og filosofere

I en tidlig alder fandt man ud af at Søren havde problemer med at læse. Sørens forældre havde nemlig et bibliotek med tusindvis af bøger – og musik. Her kunne han fordybe sig i den verden, som musikken og bøgerne åbnede op for. Men digtene var det der fangede Sørens primære interesse som barn: »Jeg begyndte at finde digte – og dem kunne jeg forstå. Jeg læste digte hele tiden.«

Smuk musik vender Søren dog tilbage til flere gange under interviewet, og han opfordrer andre ordblinde til at lytte til musik: »Det er altafgørende at have musikken med når man er ordblind. Så kommer man ind i en anden verden – og så begynder du at drømme. Så skaber du billeder selv – og ord.« På denne måde mener Søren, at man får vakt interessen for ordene – og som ordblind bliver man ikke trist, når man har problemer med at kringle et bestemt ord.

Søren gik på Øresundsvejen Skole i København, hvor han især fremhæver sin gamle ordblindelærer – den eneste normale lærer der var, som kunne lide børn. Sagt med hans egne ord. Hos ordblindelæreren måtte man gerne smide benene op i vinduskarmen og hvad endnu vigtigere var – man fik lov til at drømme og filosofere. I forbindelse med den gode lærer nævner Søren, hvordan fortællekunsten er et vigtigt redskab for ham, når det drejer sig om at sætte sig ind i ordene: »Min ordblindelærer havde evnen til at fortælle. Igennem fortællinger kan jeg få interessen for at begynde at læse og sætte mig ind i nogle andre ting med ordene«.

Fortællekunsten er et emne, der bliver bragt på banen flere gange under samtalen, og man fornemmer, hvor stor en betydning det haft – og stadig har i Sørens liv. Det er alt fra den gode fortællerstemme, der læser historien op i E-bøger til den grønlandske tradition for at fortælle hinanden i søvn – og bygge videre på hinandens fortællinger, som han har oplevet i Scoresbysund i Østgrønland. Han kan kort og godt koge det ind til disse ord: »Fortællekunsten er fantastisk.«  

 

Ordblind og glad for ord

Selvom Søren er ordblind, så forhindrer det ham ikke i at elske ord. Hvor paradoksalt det end må lyde for nogen. Han fortæller, hvordan han læser meget, elsker duften af bøger, og hvordan han kan genlæse gode bøger fra nu af og til han skal op til universet.

En forkærlighed har Søren især til eventyr som H.C. Andersens. Men som ordblind, så hænder det tit, at man ikke altid får alle ordene med. Og skidt pyt med det:

»Når jeg sidder og læser H.C. Andersen eller digte især, så kan det godt være jeg ikke har fået alle ordene med. Men jeg har fået meningen for mig med. Og så kan man altid vende tilbage til teksten igen. Det jeg ikke kan, det vil jeg ikke starte med. Jeg vil starte med det, jeg kan finde ud af. Du skal altid starte med noget, du har det godt med«.

Denne tankegang har Søren haft helt siden han var ung og læste i Grundtvigs værker: »Jeg fattede ikke en pind af det hele dengang. Det var ligegyldigt, for jeg kunne lide ordene. Det var smukke ord«, nævner han.

Der er ingen bedre måde at beskrive bøger på end med hans egne ord: »Bøger er magi og trolddom. Der er ikke så meget at snakke om.«  

 

Jeg sætter mig ind i ting for min egen skyld

»Jeg er ligesom en humlebi. Jeg kan egentlig ikke flyve, men det gør jeg bare. Og jeg gemmer honningen til mig selv«. Det er en talemåde som Søren altid siger – og i den grad efterlever. Talemåden bruger han i denne forbindelse til at forklare, hvordan han den dag i dag stadig mærker sin ordblindhed:

»Jeg må fordybe mig i ordene. Jeg bliver nødt til at gå tingene igennem og lagre det inde i kroppen – og så kommer jeg tilbage til ordene bagefter. Jeg laver en søgning for mig selv, og den kan godt ende i strandsand. Men det gør ikke noget. Sådan bearbejder jeg hele tiden ting og holder det ved lige. Jeg læser ikke for andre og sætter mig ind i ting for andre. Jeg sætter mig ind i ting for min egen skyld«.

Udover at gemme honningen til sig selv, så gør han meget brug af gentagelser, når ordblindheden især presser på. Det kan eksempelvis være at genlæse bøger eller at gentage ord – og på denne måde bruge det ene ord til at forme det andet.  

 

Naturen giver mig energien og lysten

I Sørens talestrøm er det helt uundgåeligt at fornemme den passion og lidenskab i alt det han udtaler sig om. Særligt når der spørges ind til, hvad der motiverer ham. Ned til mindste detalje – såsom billernes færden i skovbunden – fortæller han hvordan naturen er det sted, hvor han henter sin energi, inspiration og lyst. Også når han er trist, og ikke forstår livet. »Når man mærker vinden der blæser, mærker solen, og alle de ting – så inspirerer det én. Man bliver glad, opstemt og får energi. Det motiverer mig voldsomt«, tilføjer han.

Det kan måske lyde som om, at Søren er den største romantiker, der har sat benene på jorden. Men det er han ikke, indskyder han: »Jeg er ikke romantiker. Men der er da ingen grund til at træde på en bille, hvis jeg kan gå udenom. At være levende og tage hensyn. Det giver mig guld«, afslutter Søren helt lyksaligt.  

 

Mit livs kunst er at barbere væk

I dialogen med Søren fornemmer man ligeledes, hvordan mange forskellige ting fanger hans interesse – såsom god musik, god litteratur og gode fortællinger. En af hans styrker er derfor at reducere alle de overflødige ting i livet væk – eller at ’barbere’ ned, som han selv formulerer det: »Min styrke er, at jeg sætter mig ind i mange ting. Og så sorterer jeg fra. Det er samtidig også en svaghed, at man favner meget – og så må man barbere ned«. Kunsten i Sørens liv er derfor at barbere ting væk – for det er ingen kunst at bygge på, uddyber han.

Under samtalen spørges der desuden ind til, hvilke succesoplevelser Søren har haft i sit liv. Men i svaret bliver man mødt af hans forståelse af ordet ’succes’, som egentlig ikke falder i god jord. For hvad er succes, spørger han retorisk. Det kan nemlig ikke passe, at andre skal måle, hvad der er en succes for én: »Succes er også bare at gå og trisse for sig selv. En succes er, når man føler sig tilpas – og når man kan drømme. Når man ikke kan drømme mere, så er den gal.«

 

»Du skal lave frugtsalat!«

Som kok igennem hele sit liv, kan det være svært at lade være med at drage kogekunsten ind i samtalen. Og det måtte da også ske denne gang. Det gør jo heller ikke noget, når Søren på smukkeste vis formår at sætte den i forbindelse med ordblindhed.

Han fortæller endnu en historie fra siv liv – engang han var ude på Ordblindeinstituttet og lavede mad. Retterne blev lavet én af gangen – og det giver hurtige resultater: »Så lavede vi kartofler. Det varer 20 minutter. Så laver vi noget andet, der varer 25 minutter. Når du laver korte ting, så får du resultater i livet«.

Det mener han, at folk der er stærkt lammet af ordblindhed vil drage nytte af: »Du skal ikke bruge 24 år på konservatoriet eller leksikoner. Du skal lave frugtsalat! – det varer 10 minutter«, tilføjer Søren i en høj, passioneret stemme.

Hvor banalt det end må lyde at lave en frugtsalat, så giver det stof til eftertanke – for hurtige resultater giver jo små sejre, som Søren forklarer. Og det giver en glædesrus: »Så kan man se, at man har udrettet noget. Det er ren glæde at få udrettet noget, der lykkes for en«.

I dag er uddannelserne meget teoretisk orienteret, og hvis det var tilfældet dengang Søren var i lære som kok, ja så havde han aldrig kommet igennem det, fortæller han atter i sin høje stemme: »Hvis jeg ikke kan det teoretiske, er jeg så færdig som gårdsanger? JA.« Det er en skam, for som han selv uddyber, så har ordblinde i høj grad brug for det praktiske aspekt, hvor man kan røre, føle og mærke sig frem.

Der er en tendens til at skære alle elever over én kam, men »man skal behandle mennesket individuelt i undervisningen. Hver skal behandles individuelt«, afslutter Søren meget bestemt.  

 

Sørens råd til andre ordblinde

Igennem hele interviewet med Søren fik man gode råd og kloge ord med på vejen, men til andre ordblinde kan han især give disse råd videre:

 

  1. Vær dig selv – du er en original, og der er kun én af dig.
  2. Dyrk det du er god til
  3. Brug dit liv på at lytte
  4. Hør smuk musik, historier og følg tilværelsens bølge
Share This