Skip links

Jeg har aldrig nogensinde ladet mig hæmme af min ordblindhed

Arne Boelt, Borgmester i Hjørring, har i et interview fortalt os om sit liv som ordblind og hvordan han ikke har ladet sig hæmme af sin ordblindhed.

I 3. – 4. klasse i folkeskolen fandt man ud af, at Arne var ordblind. Han havde svært ved at stave ordene, som de skulle staves.

“Der blev ikke gjort en hel masse ved det. Altså jeg gik til læse- og staveundervisning, det vil sige ekstra undervisning, men ellers blev der ikke gjort mere ved det. Sådan tror jeg det var meget dengang.”

Hvordan oplever du det at være ordblind – har du ladet dig begrænse?

“Det kan give nogle begrænsninger, men i og med, at mine hænder har været skruet rigtigt på, jeg er udlært tømrer og jeg har været falckredder i 27 år, så jeg har haft en enorm ferm tilgang til indlæring af praktiske ting.”

Arne er dygtig til alt muligt praktisk med sine hænder, og det tror han gør en forskel når man er ordblind. En ting er, at man har svært ved at stave, men man kan godt være god til at kommunikere og tale.

“Jeg har oplevet, at utrolig dygtige folk kan have svært ved at kommunikere – der er nogle gange man tænker hvad sagde han?”

Ordblinde er ikke de eneste med besværligheder. Der er mange andre, som har små besværligheder. Blot fordi man er ordblind betyder det ikke, at man har opbrugt alle sine chancer.

“Jeg har haft et godt liv, også selvom jeg har haft besvær.”

Arne har aldrig nogensinde ladet sig hæmme. Han har været god til at bruge sine hænder, god til at kommunikere og været åben om sin ordblindhed.

“Jeg har også sagt: hvordan er det lige, man staver til det? Jeg har lige lidt svært ved det her, hvordan gør man det?”

Arne forklarede i interviewet, at der i dag er mange hjælpemidler, men dem skal man jo også være meget opmærksom på. Eksempelvis stavekontrollen på iPad’en, som kan finde på at stave hvad som helst.

“Først er jeg udlært tømrer, der skal man være god til at regne, det er jeg. Så blev jeg Falckredder, og som det job skred frem, kom der rigtig meget læsning og stavning, fordi vi fik digitalisering ind i bilerne, vi skulle skrive journaler og sådan. Jeg har aldrig leveret en rapport, som var fuldstændig fejlfri, fordi det også nogle gange skulle gå stærkt. Jeg har aldrig nogensinde følt mig hæmmet, fordi jeg vidste, at jeg ikke var den eneste, som lavede fejl.”

I jobbet som borgmester har Arne har fået endnu flere færdigheder, fordi han læser og skriver rigtig meget. Han kan nu se når et ord er forkert stavet, fordi han genkender ordene og deres ligheder. Arne beskrev, at det er det, der sker når man læser og skriver rigtig meget, så bliver man bedre til det.

“Jeg mener, at det er både at bruge de hjælpemidler der er, men det er også at lære. Du kan ikke bare sige, hvis jeg har det her hjælpemiddel, så kan jeg klare mig, det er ikke rigtigt, men der er mange ting hjælpemidler kan hjælpe med, så dem skal man da bruge. I Falck har man sådan, at hvis udstyret svigter, så er man nødt til at gå tilbage til basis, det vil sige tilbage til det du har lært. Sådan er det også med hjælpemidlerne.”

Hvad motiverer dig?

Arne føler ikke, at hans ordblind har påvirket hans motivation.

“Hvad er det, der motiverer mig? Jamen alt det jeg har arbejdet med i mit liv. Det har været drevet af lyst og vilje.”

Arne blev udlært tømrer, og elsker stadig at save, slå loft op og træde til og hjælpe sine børn. Han synes, at det er fantastisk at kunne lave noget med sine hænder og stille et køkken op, og når man har gjort det, så stå der og nyde det og sige: “Hold da op. Det har jeg lavet.”

“Der er mange knus og krammer i jobbet hos Falck. Det var jo et fantastisk job, hvor du kunne hjælpe andre og gøre en forskel – jeg elskede det job.”

I 25 år har Arne haft en politisk løbebane, hvor det højeste mål man kan nå i kommunalpolitik er at blive borgmester.

“Der er folk, som har spurgt om jeg ikke skulle i folketinget, men det har jeg slet ingen motivation for – det har jeg slet ikke lysten og viljen til.”

Hvad er dine succesoplevelser?

“Det er klart, når jeg sidder her på toppen af en politisk karriere og er borgmester, så kan man jo ikke sige andet end, at tingene er lykkedes. Det er jo en kæmpe succesoplevelse, men jeg vil da sige, at da jeg var Falckredder og kom hjem fra en stor indsats, hvor du har været ambulanceleder med ti ambulancer tilkaldt, og det er lykkedes og, at du virkelig har gjort en forskel. Det er jo en kæmpe succes, bare på en anden måde.”

Arne fortalte, at der er mange, der tænker, at man som ordblind ikke kan være borgmester, fordi man skal læse og skrive, men det kan man altså godt.

Har du nogle gode råd, du vil give videre?

Arnes råd til dig som ordblind er at:

  • Erkende, at man ikke er fejlfri (ingen er fejlfri) og indrømme sine fejl.
  • Man skal være ærlig om sin ordblindhed.
  • Man skal være åben og parat til at lære og tage imod.
  • Man skal ikke gå med bøjet nakke, fordi man er ordblind.

“Og hvis der er nogen, som gør grin eller driller, så er mit bedste råd at sige: Jeg ved udmærket godt, at jeg har rigtig svært ved nogle ord, men det har jeg nu klaret rigtig fint.”

Der er mange erhvervsfolk og politikere, som aldrig har gjort deres uddannelse færdig, men de har klaret sig udmærket.

“Så fordi man har svært ved det med ord, skal man ikke gå med bøjet nakke og tænke: ‘jeg bliver ikke til noget eller jeg kan ikke noget’, fordi selvfølgelig kan man da det, men man skal være åben om det. Det erkender jeg kan være sværere for nogle end for andre, men jeg vil gerne give rådet videre.”